Om Friis

Friis FAQ

 

Hvad er det egentlig du laver, Nanna Friis?

Jo, altså jeg hjælper virksomheder med at kommunikere på en ligefrem, venlig og professionel måde – så modtageren (kunden, medlemmet, borgeren, patienten, you name it) i den anden ende forstår, hvad virksomheden skriver til dem. De fleste virksomheder – garanteret også din – har et sæt overordnede værdier; sikkert noget med, at I er troværdige, dynamiske og moderne. Men hvordan er det egentligt, man skriver dynamisk og moderne? Det synes jeg, at man alt for tit overlader til den enkelte medarbejder at finde ud af.

I alle de år, jeg har undervist i virksomhedskommunikation, har jeg aldrig mødt en medarbejder, der med vilje gerne ville skrive indforstået, kompliceret, svært, oppustet og højtideligt. Alligevel er det bare meget ofte hvad, der sker, når ’virksomheden kommunikerer’.

Hvorfor er det nødvendigt med godt sprog?

Fordi det altid kan betale sig at give en god service – også sprogligt set. Mangel på struktur, komplicerede tekster og en indforstået tone spænder ben for jeres budskab og for jeres modtager. Ikke med vilje, selvfølgelig. Men fordi de fleste af os har lært at skrive på en måde, som dybest set ikke er særlig brugervenlig. Og fordi de fleste af os (i hvert fald i min generation) ikke er digitalt indfødte – og derfor fx ikke skriver tekster til nettet ud fra de særlige forudsætninger, det kræver.

Hvad er problemet?

Det er min erfaring, at de færreste virksomheder bruger krudt på at udvikle medarbejdernes evne til at skrive i et godt og gedigent sprog. Det er som om, man regner med, at fordi du er en god advokat, en dygtig biolog eller en kompetent marketingchef, så kan du også skrive en god tekst til hjemmesiden. Men det er næsten altid omvendt. Fordi man bliver sneblind eller glemmer at tænke på modtageren – eller fordi man tror, at man skal skrive anderledes end man taler – og ikke er sælig fortrolig med det medie man skriver til.

[faq] betyder ‘frequently asked questions’ og bliver typisk brugt af virksomheder til en spørgsmål/svar-side. I virkeligheden er det ofte de spørgsmål, virksomheden ville ønske, at kunderne stillede. Ikke nødvendigvis dem, de rent faktisk stiller. Lidt ligesom denne her side, ikk? Det er bare spørgsmål, jeg stiller mig selv…

Hvem bruger dig?

De fleste, der kommer til mig, er ledere og medarbejdere i vidensvirksomheder, der gerne vil lære at skrive kort og klart. De er famlende i forhold til at skrive (både til nettet og i det hele taget); Meget ofte mangler der konkrete retningslinjer i organisationen, for hvordan virksomheden kommunikerer på hjemmesiden, i en mail eller på facebook.

Hvis jeg nu er i tvivl, om jeg kan bruge sådan en som dig?

Du kan altid ringe og snakke med mig. Ellers så vent lidt. Og skriv dig i mellemtiden op til mit nyhedsbrev – og følg med uden det koster noget. Eller klik forbi blæresiden, hvor du kan se, hvad de andre kunder siger om deres samarbejde med mig. Du kan også tjekke de hårde facts, som er mit komprimerede cv .