9 web-tekster, der skyder helt forbi – og hvordan du rammer plet

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail this to someoneShare on Google+

Når du skriver online tekster, skriver du til en utålmodig og travl bruger, der er på en målrettet mission. En bruger, der vil have svar på et konkret spørgsmål og hurtigt videre og væk fra hjemmesiden. At tale om sig selv eller forklare konteksten, forhaler og forplumrer den proces. Og værst af alt: det irriterer brugeren (jeg forklarer dig præcis hvordan – og giver dig et slående eksempel til sidst, så hold on – eller scroll ned, hvis du ikke kan vente).

Når din bruger står på jeres hjemmeside, er det ikke helt tilfældigt. Han kender godt konteksten, så det behøver du ikke forklare ham. I stedet skal du hjælpe ham med at løse den opgave, han er kommet for. Og du skal svare på de spørgsmål, han har – på den nemmeste og hurtigste måde.

Derfor: Den største forskel på at skrive online tekster og på at skrive til papir, er, at du kun skal fokusere på indhold, der hjælper din bruger. Det betyder, at du skal skrive Sådan-gør-du-indhold/Gør-sådan-indhold og styre skarpt uden om tomgangs-tekster, hvor brugeren ikke rigtig kan noget – og hvor der er stor risiko for, han siger noget i stil med:

– Ja, ja, det er fint nok alt sammen, men hvad koster det?

9 tekster, der komplet ignorerer

kundens behov


1. Hvad må jeg have med i håndbagagen?
Jeg er usikker på, hvad jeg må have i min håndbagage, når jeg skal ud og flyve – og tjekker lufthavnens site:

”Håndbagagen er den bagage, som du selv bærer ombord på flyet. Vær opmærksom på, at der er særlige regler for, hvad du må tage med. Din håndbagage skal efterses i sikkerhedskontrollen, da der er særlige regler for, hvad du må tage med dig ombord på flyet. For at komme hurtigt gennem sikkerhedskontrollen er det en god idé at tænke over, hvordan du pakker din håndbagage.”

Ja, den er jeg med på. Det er derfor, jeg står på den side. Fordi jeg ved, at der er særlige regler, så det behøver I ikke spilde min tid med at fortælle mig. Den sammenhæng er givet. Jeg vil bare gerne vide, hvad jeg præcist må/ikke må have med i håndbagagen.

2. Hvad koster det at få gjort rent?
Du leder efter nogen, der kan gøre rent hjemme hos dig. Hjælper det dig, at du får at vide, at ”[…] tilbyder flere forskellige typer af rengøringshjælp så vi bedst muligt kan matche jeres behov. Vi ude efter at gøre dagligdagen lettere for dig.”?

Næh, for jeg ved godt, at det gør min dagligdag lettere. Det er derfor, jeg står på siden. Og nu vil jeg bare gerne vide, hvad det koster. Men det kan jeg ikke få at vide. Så det bliver jeg nødt til at ringe eller maile til firmaet for at finde ud af. Hvis I virkelig ville matche mit behov – og gøre dagligdagen lettere, så fortæl mig, hvad det koster.

3. Hvordan får jeg et nyt job og kan I hjælpe mig?
Jeg er arbejdsløs og i vildrede. Hvordan skal jeg gribe jobsøgningen an og hvem kan hjælpe mig? Jeg går ind på et jobrådgivningssite – og får at vide:

”Hos […] bruger vi udtrykket, at hos os er alle kandidat – kandidat til et job. Det betyder egentlig bare, at alle mennesker står på et fundament. Alle mennesker har muligheder. Alle mennesker kan handle. Hvis de altså får den rigtige rådgivning.”

Gad vide, hvem der sidder og skriver den slags? Og gad vide, om de virkelig tror, at det hjælper mig med at få et job?

4. Jeg skal bruge en kommunikationsekspert til en bestemt opgave
Jeg leder efter en kommunikationsekspert. Bliver jeg klogere af at kæmpe mig igennem sætningen her?

”I sidste ende er det nemlig kun resultatet, der tæller. For at kunne omsætte tanker til virkelighed har vores konsulenter en bred palet af kompetencer og uddannelsesmæssig baggrund. Dette sikrer et stærkt team med branchekendskab og dokumenteret erfaring – uanset opgaven.”

5. Jeg skal bage et brød – og leder efter en opskrift
Jeg leder efter en opskrift på et brød, men skal belæres om, at verden forandrer sig:

”Verden er i evig forandring. Udviklingen og forbrugstendenserne ændrer sig konstant og efterspørgslen fra forbrugerne følger med. Vi følger trenden, holder os ajour med ernæringsvidenskaben og analyserer befolkningens efterspørgsel og forbrugsvaner. Således kan vi fortsat blive ved med at være en kompetent sparringspartner for vores kunder.”

6. Jeg vil gerne på kursus
Jeg vil gerne finde et kursus hos min fagforening. Men først skal jeg gennem denne her omgang: “I […] er læring en hjertesag. Vi tager ansvar for vores kursisters læring og den ønskede effekt for virksomheden. Det er vigtigt at alle får det optimale udbytte af et læringsforløb.”

– Jamen, tillykke med det. Godt for jer. Men jeg vil bare gerne finde et kursus, der er relevant for mig.

7. Gad vide, om min oplader er farlig – og hele huset brænder ned?
Jeg er nervøs for, om min oplader kan bryde i brand efter at have set en udsendelse om, at mange opladere selvantænder. Jeg går ind på Apples hjemmeside, men først skal jeg have en salgstale fra Apple – og informeres om, at de frivilligt – altså helt af sig selv – har besluttet at ombytte de defekte og skide farlige adaptere.

”Kundernes sikkerhed er altid Apples topprioritet, og vi har frivilligt besluttet os for at ombytte hver berørte strømadapter til en ny, redsignet adapter gratis. Vi opfordrer kunder til at ombytte eventuelle berørte adaptere til en ny så hurtigt som muligt ved at følge nedenstående ombytningsproces.”

8. Jeg tror, jeg er stresset, hvad gør jeg?
Jeg går på min fagforenings hjemmeside, fordi jeg føler mig stresset – og ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg finder et link, hvor der står Jeg er stresset. Jeg klikker forventningsfuldt:

”I et travlt arbejdsliv med mange forandringer oplever de fleste mennesker perioder med stress. Den kortvarige stress er med til at skærpe dine sanser og opmærksomhed, når du skal omstille dig til nye opgaver og udfordringer. Stress viser sig individuelt, men skal forebygges og håndteres i fællesskab på arbejdspladsen.”

De kunne ligeså godt have sagt: Ja, det kan godt være du er stresset, men nu vil vi altså gerne lige holde et foredrag om stress generelt – som ikke har ret meget med dig at gøre.

9. Må mine børn skøjte på isen på den lokale sø?
Jeg skøjter (!) ind på kommunens hjemmeside og får denne dyrebare information:

”Færdsel på isen er farlig. Når frosten rigtig bider, kommer der hurtigt is på Fjorden og søerne. Isen indbyder til skøjtning, men det kan være livsfarligt. Det er forbudt at færdes på isen med mindre kommunen har tilladt det og opsat skilte.”

Jeg er mundlam.

Forstil dig, at Google gjorde, som de fleste

danske sites gør

Lad os for eksperimentets skyld overføre den samme type kommunikation, som vi lige har set ni eksempler på, til Googles side. Jeg skal søge efter et bestemt ord. Jeg går på Google – og kommer til:

“At søge efter et ord på internettet skal være en unik oplevelse og matche dit behov. Mange mennesker søger hver dag efter ord på internettet. Hos Google følger vi trenden inden for søgemaskineoplevelser og tror på, at alle mennesker kan søge, hvis de har den rigtige søgemaskine. For Google er søgning en hjertesag – og vi tager ansvar for vores kunders søgning og det ønskede resultat. Vi er et stærkt team med branchekendskab og dokumenteret erfaring – uanset, hvilket ord du søger på. Ring til os eller send os en mail, hvis du gerne vil søge efter et ord.”

– Kan du se, hvad jeg mener?

Sådan skriver Google jo lige netop ikke. For Google koncentrerer sig om én eneste opgave. De lader dig søge efter ord – uden gejl og glitter. Der er et søgefelt. Så du kan søge efter ord. Det er jo derfor, du er kommet. Og hvis du så siger: men vores virksomhed er jo ikke en søgemaskine – og vi vil gerne fortælle om det ene og det andet – og brande os. Og skabe en god stemning. Så siger jeg: alt det kan I gøre ved netop at koncentrere jer om jeres kunders behov. I skal skrive indhold, der hjælper jeres kunder på den ene eller anden måde. Det er det bedste branding, I overhovedet kan drømme om.

Styr jeres trang til at tale om jer selv
Så I må styre jeres trang til at udbrede jer om jer selv – eller behovet for at forklare konteksten. Det giver den helt forkerte vinkle på jeres indhold. Det er det samme som at ignorere jeres kunder. Tænk på, hvad de kommer til jeres site for. Svar på deres spørgsmål hurtigt og venligt. Og gem lovprisninger af jer selv og lange generelle udredninger, de steder, hvor de ikke står i vejen.

Og det bedste ved det hele er, den type indhold er også langt nemmere at skrive end alle de fluffy/selvprisende/tomgangs-tekster, vi har set her.

Og til dig, kære læser, der er nået helt herned: Kom endelig med kommentarer/feedback – eller endnu bedre: Har du selv oplevet at forlade et site i frustration, fordi de ganske enkelt ikke svarede på dine spørgsmål? Fortæl, fortæl…

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail this to someoneShare on Google+

7 tanker om “9 web-tekster, der skyder helt forbi – og hvordan du rammer plet

  1. Super god (og humoristisk) måde at beskrive, hvad man absolut ikke skal skrive – især eksemplet med Google og ‘tænk hvis’ – det er spot on og noget af en øjenåbner.
    Tak!
    Jeg har mødt mange af de der ikke-svar, desværre kan jeg ikke huske nogen lige nu.

  2. Som altid interessant, nødvendigt og forklaret, så det er til at forstå. Jeg synes dog, du er lidt hård ved kommunen i nr. 9. Beskeden til dig er jo, at du kun må skøjte, hvis skiltet ved pågældende sø siger det på dagen.

    • Hej Mette, tak for dine ord. Jeg er glad, for du kan bruge det. Og ja, jeg er hård, men retfærdig :-) – pointen er netop, at jeg har klikket ind for at se, om jeg må skøjte på søen – ikke for at få et generelt foredrag om, hvad der sker, når det er frostvejr. I stedet skulle der være en liste over søer, hvor det er tilladt at skøjte. Nemt og ligetil.

  3. Det er altid så dejligt med konkrete eksempler, hvor pointen står pisset ud i sne…. Tak for det og rigtig god første advent :-)

Læg et svar til Nanna Friis Annuller svar